Pensionen
 
Hundepensionen er indrettet i en nedlagt gård i landlige omgivelser nordvest for Nørresundby. Her ses både rådyr, harer, fasaner og andet vildt, ligesom der er højt til himlen og fin natur. Den gamle stald er kommet til ny ære og værdighed, idet den rummer de 12 aflukker, som er mellem 6 og 9 kvm. At kalde dem bure vil nok være forkert, da kun forsiden har tremmer. De tre øvrige sider i aflukket består af hvidmalet murværk. Din hund har således rig mulighed for at føle sig tryg og godt tilpas i de måske lidt fremmede omgivelser.
 
7 af de 12 aflukker har egen udegård, som åbnes individuelt alt efter vejrlig og hundens adfærd. Dertil kommer vores godt 2200 m2 indhegnede løbegård, hvor hundene rigtig kan boltre sig alene eller sammen med andre. Endelig har vi vores legeplads, som er knap så stor som løbegården, hvor de lidt mere snævre rammer giver gode muligheder for samvær med hunden. 
 
Når du afleverer eller henter din hund, kan det kun ske efter forudgående aftale. Enhver aftale tager udgangspunkt i dit ønske - bare tidspunktet er mellem kl. 0800 og  kl. 1700. Vi skal nok stå klar og være velforbedte, hvis du bare overholder tiden, for den bliver passet ind i alle pensionens øvrige gøremål. Vi beder også om din forståelse ved aflevering og afhentning: Der kan være nogle sarte hunde i pensionen og en fremmed hund, som ledsages af os og hele dens familie, stresser hele forsamlingen unødigt. Derfor kan det være nødvendigt, at du siger på gensyn udenfor og lader os putte den i dens aflukke, ligesom det også kan komme på tale, at vi henter den til dig.
 
Skal du undvære din hund i længere tid, er du selvfølgelig også velkommen til at slå på tråden for liiige at høre til den. Det kan give dig lidt ro i sjælen, men ellers er intet nyt godt nyt.
 
Vi satser på kvalitet frem for kvantitet. Derfor er der kun plads til 12 hunde. Din hund skal have det så godt som vi overhovedet formår, men da vi kan lære hele tiden, vil vi meget gerne have en tilbagemelding fra dig, hvis det er muligt for dig. Vi er selvfølgelig interesseret i at høre om, hvad du synes om hjemmesiden, måden du er blevet behandlet på af os, måden din hund er blevet behandlet på, prisen og, hvad der ellers ligger dig på sinde. Det behøver ikke være en stor og fin afhandling, men har du ris, vil vi sætte stor pris på at få et forslag til, hvordan du synes, vi skulle gøre det.
 
Liselotte Heby